Negative mønstre i parforholdet – når I havner i den samme cyklus

Mange par oplever, at de igen og igen havner i de samme konflikter. Det kan begynde med noget ganske lille, men pludselig står I endnu en gang i den velkendte situation, hvor den ene reagerer, den anden reagerer tilbage, og afstanden mellem jer vokser.

I parterapi taler man ofte om en negativ cyklus eller et negativt mønster i parforholdet. Det handler ikke nødvendigvis om, at den ene gør noget forkert. Det handler om det mønster, der opstår mellem jer, når noget føles sårbart, utrygt eller svært.

Når du gør sådan, så føler jeg…

Din partners handling kan ramme noget sårbart i dig, som får dig til at reagere. Din reaktion kan derefter ramme noget sårbart i din partner – og sådan kan I komme til at forstærke hinandens reaktioner.

Måske søger den ene mere kontakt, forklaringer eller bekræftelse, mens den anden trækker sig, bliver stille eller forsøger at undgå konflikten. Jo mere den ene forsøger at komme tættere på, desto mere kan den anden få behov for afstand.

Efterhånden kan I føle jer fanget i et mønster, selvom I begge egentlig længes efter det samme: at føle jer trygge, forstået og betydningsfulde for hinanden.

Hvad kan du selv gøre?

Det er ofte lettere at få øje på det, ens partner gør, end på ens egne reaktioner. Men en vigtig begyndelse kan være at blive nysgerrig på, hvad der sker i dig.

Hvad bliver du ramt af? Hvad længes du efter fra din partner? Og hvad gør du, når du ikke føler dig mødt?

Når I begynder at se mønstret som problemet frem for hinanden, bliver det lettere at skabe en anden måde at være sammen på.

Parterapi kan hjælpe jer med at bryde mønstret

Når følelserne er stærke, kan det være svært selv at se, hvad der sker mellem jer. I parterapi kan I få hjælp til at identificere jeres negative mønstre, forstå reaktionerne bag dem og skabe en mere tryg kontakt.

Målet er ikke, at I aldrig skal være uenige. Målet er, at konflikterne ikke behøver føre til den samme afstand mellem jer igen og igen.

Oplever I tilbagevendende konflikter eller følelsen af at være kommet langt fra hinanden?
Læs mere om parterapi i København K og om, hvordan jeg arbejder med par på min klinik centralt ved Kultorvet.

→ Læs om parterapi i København K